I 1958 begyndte Søren Krogh Andersen produktionen af skilte i en lejet garage på Sæbyvej 622 i Hjørring. Produktionsarealet var på 38 m². Senere flyttede virksomheden til større lokaler på Frilandsvej, men selv om fabrikken blev udvidet flere gange, var der hele tiden behov for mere plads.

I 1988 flyttede Krogh Andersen ind i de nybyggede lokaler på Mads Clausens Vej, hvor virksomheden stadig har til huse.

Da den unge skiltemaler, Søren Krogh Andersen, i sin tid skulle etablere sig, var det lidt af en tilfældighed, at det blev i Hjørring. Søren Krogh Andersen bladrede igennem Jysk Telefons telefonbog og så, at der ikke var nogen skiltemaler i Hjørring. Derfor valgte han at lægge sit livsværk i Hjørring. Skiltefabrikken har i alle årene været et familieforetagende, og i 1996 overtog sønnerne Mogens og Niels Krogh Andersen virksomheden.

På det tidspunkt blev navnet ændret fra Hjørring Skiltefabrik til Krogh Andersen AS Skilte & Reklame. Krogh Andersen har altid været på forkant med den teknologiske udvikling i faget, hvilket gør at virksomheden i dag er blandt de førende i branchen. I de senere år er udviklingen i branchen gået i retning af at storformat print indgår i flere og flere løsninger, og storformat print tegner sig da også for en stadig større del af omsætningen. Med gode fysiske rammer, en god maskinpark og ikke mindst kvalificerede medarbejdere ser Krogh Andersen AS lyst på fremtiden, og virksomheden er på alle måder parat til at udvikle de kompetencer, der skal til for at løse de opgaver kunderne stiller.

Profil