Krogh Andersen A/S åbner i Aalborg

Skiltevirksomheden fra Hjørring har overtaget Zink Skilte og kommer dermed tættere på eksisterende og nye kunder

– Vi har i forvejen rigtig mange kunder i Aalborg, og med overtagelsen af velrenommerede Zink Skilte får vi mulighed for dels at være endnu tættere på vores nuværende kunder og dels bedre mulighed for at indgå samarbejde med flere nye og spændende kunder.

Sådan forklarer direktør Niels Krogh Andersen efter overtagelsen af Zink Skilte i Aalborg. Sammen med sin bror, Mogens, driver han den næsten 60 år gamle skiltevirksomhed i Hjørring.

Krogh Andersen Skilte og Reklame og Zink Skilte er begge gamle, familieejede virksomheder. Krogh Andersen blev stiftet i Hjørring i 1958 af Søren Krogh Andersen, mens Zink Skilte har 40 år på bagen, stiftet af Jane og Claus Zink, der igennem fire årtier har sat et markant aftryk på Aalborg, lige som parret har hjulpet kendte virksomheder med at gøre sig synlige.

Længe næret ønske

– Vi har igennem længere tid ønsket at åbne en afdeling i Aalborg for at komme tættere på vores kunder og blive en del af den positive udvikling, som Nordjyllands største by oplever i disse år. Derfor var vi ikke sene til at slå til, da Jane og Claus Zink ønskede at afhænde deres virksomhed, siger Niels Krogh Andersen.

– Med Zink Skilte får vi 300 kvm komplet værksted på Indkildevej, indrettet med maskiner og øvrigt professionelt udstyr, og da vi i Hjørring råder over 1500 kvm med Nordjyllands største produktionsapparat, er vi i stand til at tilbyde alle løsninger indenfor skilte, reklame og storformatprint.

– Afdelingen på Indkildevej vil i starten være bemandet dagligt med mindst et par medarbejdere, og i kraft af en veluddannet og engageret medarbejderstab kan vi tilbyde en både hurtig og fleksibel produktion, som i alle henseender lever op til de professionelle krav og forventninger, som vores kunder har.

Kendt for kvalitet

– Hos Krogh Andersen ønsker vi at være kendt for at levere den bedste kvalitet – og det gælder i alle led. Vi har den rigtige maskinpark, og vi er dygtige til at betjene maskinerne. Med en stor egenproduktion er vi fleksible og kan hurtigt indrette vores produktion også efter hasteordrer. Vi lever af tilfredse kunder. Med 59 år i branchen har vi heldigvis mange af dem. Og heldigvis fortæller de med glæde om deres gode samarbejde med os.

Et godt eksempel er METROPOL ShoppingCenter i Hjørring, hvor vi har stået for den indvendige dekoration. Tilfredsheden hos bygherren var så stor, at vi efterfølgende har dekoreret en række lignende indkøbscentre rundt om i hele landet. Mund til mund-metoden virker, kan vi konstatere, smiler Niels Krogh Andersen, der har store forventninger til at blive en del af Aalborgs erhvervsliv.

Yderligere oplysninger:

Niels Krogh Andersen – Telefon 9892 0755 / Mobil 4025 0955